Fødselsfortælling... Part 2...

Så kommer anden og sidste del af min fødselsfortælling.... 

Nå, men jeg skulle jo så komme igen til kontrol fredag den 13 maj... og ja jeg tænkte jo Pu-ha fredag den 13 det kan ikke være et godt tegn... Jeg er ellers ikke særlig overtroisk men alligevel...
Og jeg fik ret, det gik ikke som vi regnede med..

Vi skulle være der kl 10 men komme lidt før, hvor jeg så skulle ha taget nogle blodprøver... da det var overstået, (jeg hader at få taget blodprøver, jeg er så bange for de nåle) skulle jeg lave tisseprøve også blev jeg sat til at slappe af, inden de skulle tjekke mit blodtryk... og SUK det var stadigvæk meget højt..
Vi kom ind og snakkede med den søde læge som sendte mig hjem onsdag aften.. Hun sagde at de ville indlægge mig også begynde at sætte mig igang hurtigst muligt.. så fik jeg en pille som skulle få mit blodtryk til at falde. Hun mente at der ingen grund var til at gå og vente på at jeg skulle blive syg at det høje blodtryk.
Jeg tog det forbavsende roligt, men jeg havde nu heller ikke så mange muligheder.
Jeg blev scannet så de kunne se om den lille havde det fint.. det var meget underligt at se den lille også tænke på at den meget snart ville komme ud nu...
De mente den lille ville veje mellem 3500 g og 3900 g.. og det var en lang en..
Jeg blev så indlagt og fik den samme seng som jeg havde i onsdags... også kunne vi ellers vente til de havde tid til at sætte en pille op som forhåbenligt ville begynde og give mig nogle veer og udvide mig..
Vi havde lige hentet frokost, så blev vi kaldt ned på fødegangen, hvor de ville begynde at sætte mig igang, så vi skyndte os at spise også gik vi på fødegangen..
De satte den første pille op også gik vi igang med at vente.. og hvis der ikke skete noget ville de sætte en mere op efter 6 timer.
Der skete ikke rigtig noget,havde lidt små veer, så ved 21-tiden lagde de en pille mere op... Så begynde der ellers at komme veer... og de gjorde godt nok ondt.. De undersøgte mig mange gange men jeg havde slet ikke åbnet mig.. de havde sagt når jeg havde åbnet mig lidt, ville de tage vandet, men jeg havde ikke åbnet mig nok til de kunne komme til det..
Nå, men jeg fik flere og flere veer, så vi indstillede os på at nu skete det forhåbenligt snart..
Pludselig gik de mere eller mindre i sig selv igen, desværre.. Så de ville gik mig lidt til at sove på, da kl efterhånden var blevet temmelig meget. Så jeg fik noget at sove på og så tilbragte mig og Christian natten på fødegangen.
Lørdag morgen var jeg total groggy af det de havde givet mig aftenen før til at sove på.. Jeg var i bad også skulle jeg undersøges igen.. Men stadigvæk var jeg ikke åbnet mig nok til at de kunne tage vandet, så jeg fik igen en pille sat op...
Jeg havde lidt småveer, plus jeg var så træt at jeg næsten ikke kunne hænge sammen. Også savnede jeg Marius helt vildt, kunne næsten ikke holde det ud.. jeg havde aldrig været væk fra ham så længe så jeg ville bare gerne hjem, selvom jeg jo godt vidste at han havde det super godt hjemme ved mormor og morfar.
Min mor og hendes mand kom forbi en lille tur om eftermiddagen, de havde noget lækkert creme med til mig og et tørklæde fra min lillebror, så skønt.
Jeg fik yderlige en pille igen om eftermiddagen, og da vi kom til aften efter aftensmaden, blev jeg meget dårlig. Jeg kastede op og begyndte og få flere veer.
Endnu engang kørte vi ned på fødegangen, hvor veererne tiltog yderligere. De sagde at man tit kunne blive dårlig inden en fødsel gik igang, så endnu engang tænkte vi, endelig så er det forhåbenlig nu.
Men vi blev endnu engang skuffet, for ved midnat gik det hele i stå igen, desværre.
De ville igen gi mig noget at sove på, men jeg takkede nej tak, da jeg ikke kunne overskue at skulle være ved siden af mig selv endnu en dag, og hvis der skulle ske noget, ville jeg gerne være lidt klar i hovedet.
Natten blev igen tilbragt på fødegangen, og forløb stille og roligt. Jeg vågnede tidligt søndag morgen, gik i bad og spiste lidt morgenmad inden kl var 7.30.
Jeg var spændt på hvad de havde tænkt sig i dag, for min tålmodighed var ikke så stor mere.
Da jeg så blev undersøgt for gud ved hvilken gang, måtte de endnu engang konstatere at jeg ikke var nok åben til at de kunne ta vandet.. Så træls... :-(
De ville så gå ud og snakke med en læge, så de kunne finde ud af hvad der så skulle ske,,
Da de kom tilbage, havde de den skønne læge med som havde sendt mig hjem i onsdags og som havde indlagt mig i fredags. Hun ville lige mærke mig også.. SUK.. så endnu engang måtte jeg af med bukserne.
Og sikke en fantastisk læge hun er, for endnu engang kunne hun "redde" mig.. Hun må ha længere finger end de andre som har undersøgt mig, for hun kunne godt komme til at tage vandet.. JUBIIIIIIIII
Jeg nåede godt nok lige blive bange, for at det skulle gøre ondt.. (ja, jeg er altså en pyllerrøv ) men inden jeg havde set mig om, kunne jeg mærke det varme fostervand løbe ud af mig...
Den "nål" de bruger, ligner en forvokset hækkelnål, pu-ha..... men som sagt jeg kunne intet mærke..
Kl. var nu 9.30, og jeg fik at vide at jeg skulle gå til omkring middagstid, for at se om jeg selv gik igang med at lave veer. ellers ville de give mig ve-stimulerne drop.....
Så vi gik igang med at "vente"... vi gik rundt for at se om det kunne hjælpe op og ned af trapper, men der skete ikke det helt vilde..
Så efter middag, besluttede de at de ville gi mig droppet.... Jeg fik af vide at det nok ville gå stærkt med at der ville komme veer... og ja det skal jeg love for.... Jeg havde knap fået droppet et minut, så havde jeg så mange veer, at der faktisk ingen pause mellem veerne... jeg havde sagt inden at jeg ville have en epiduralblokade, det fik jeg også da jeg fødte Marius og jeg syntes den var ganske fantastisk.. og igen jeg er bare ikke god til smerter...
Narkoselægen kom med det samme, og gik igang med at ligge den blokade.. Først skulle jeg ha lokalbedøvelse også skulle han ligge den bagefter..Men men da han ville ligge den, gjorde det vanvittig ondt, jeg havde ikke fået nok lokalbedøvelse.. så han måtte gi mig noget mere lokalbedøvelse.. også da den havde virket lidt, kunne han ligge den...
Åh, så skønt det var.. ingen eller næsten ingen smerter, så vidunderligt...
Ved 16-tiden blev jeg undersøgt igen, og der var jeg fuld åben.. og det begyndte og presse mere og mere på forneden og smerterne tog til..
Ej så forfærdeligt det var.. Jeg har så træt og udmattet allerede efter 3 dage med veer on and off, og angsten for fødslen var blevet forværret de sidste dage. Jeg var så bange for at jeg skulle gå i stykker da de jo havde sagt det var en god stor baby.. så jeg havde virkelig fået hidset mig selv godt og grundigt op..
Jeg synes slet ikke jeg kunne finde ud af at presse, så jeg følte jeg pressede og pressede.. Og jordmoderen gjorde alt for at berolige mig, ved at sige at der var masser af plads dernede og jeg skulle være helt rolig..
På et tidspunkt kalder hun på afdelingsjordmoderen.. Jeg tænker ikke nærmer over det.. Men Christian kunne så fortælle mig, hvad de havde snakket om.. (han fortalte det først dagen efter) Men hun var blevet kaldt på, da hende som "hjalp" mig med fødslen, var i tvivl om, om der var plads nok og om babyen var stjernekigger.... Men da jeg havde presset noget mere, kunne de se at der ikke var grund til bekymring, det var fordi jeg havde presset forkert hun var blevet i tvivl...
Jeg begyndte så at kunne presse rigtigt, men hold da op så "bange" jeg var... og jeg var så træt, så sagde vist flere gange at nu kunne jeg ikke mere... men sådan tror jeg mange har det under en fødsel..
Men selvfølgelig skulle den lille baby jo ud...Christian var helt fantastisk, han var så dejlig rolig.. godt jeg ikke skulle klare det uden ham...
Endelig fik jeg nogle gode presseveer... også kom hovedet, men jeg tænkte, nej nu skal den baby ud, så jeg pressede alt hvad jeg kunne, så hovedet kom ikke til at stå fast, jeg fik presset baby ud i et hug... og sikke en lettelse man føler øjebliklig.. eller også glemmer man alt smerten i det sekund man får den lille guldklump op på maven...
Og sikke en fantastisk følelse... også blev spændingen udløst.... var det en pige eller en dreng??????
Vi har jo ikke ville vide hvad køn det var, man skal ikke vide alt, selvom vi lever i en tid hvor teknologien gør man faktisk kan få ALT af vide..så mener vi at der skal være lidt spænding, også selvom det kan være praktisk at vide det....... Nå, men dadadadadaddaada (hmm hvordan laver man en fanfare på skrift?)
En dreng... vi fik en skøn og vidunderlig lille dreng igen.... Så dejligt et lille smukt væsen.. Og sikke en vidunderlig følelse og få lov til at beholde ham på maven.. Da Marius blev født, fik han lov til at ligge hos mig nogle få sekunder inden han blev fjernet og lagt i kuvøse.. (da han jo er født for tidlig)

Den lille nye prins

Men glæde blev pludselig erstattet af en uro og nervøsitet... For jeg skulle jo føde moderkagen og det gik også fint.. men så begyndte jeg at bløde og de kunne ikke stoppe det igen.. Så der blev kaldt læge og flere sygeplejersker.. Det var virkelig så grim en oplevelse især efter den fødsel.. De gjorde alt for at stoppe blødningen, der stod hele tiden en og holdt med hele hendes vægt på min mave, for hver gang hun slap den løb der en masse blod ud.. og det gjorde vanvittig ondt. Til sidst kunne jeg ikke holde vores lille nye dreng mere, så han måtte komme op til sin far. Christian var heldigvis rolig, og kunne berolige mig, ellers havde jeg nok gået mere i panik.. Jeg fik et ekstra drop i den anden hånd, så nu havde jeg i begge hænder,
Til sidst fik de stoppet blødningen, men havde tabt 1 ½ liter blod på det tidspunkt.
Så gik de igang med at syg mig, hun ville ikke sige hvor meget jeg var gået i stykker, men sagde det var fint den måde jeg var gået i stykker på. Jeg vil tro jeg fik mellem 10 og 15 sting.
Endelig endelig kunne jeg få min lille dreng ned til mig og kunne slappe af. Men der var også gået halvanden time siden jeg fødte.
Så kunne jeg ligge min lille dreng til brystet og han suttede straks.
Jeg faldt i søvn hele tiden af udmattelse og jordmoderen havde svært ved at vække mig. Hun blev noget bekymret og spurgte Christian om jeg normalt var svær at vække når jeg sov, hvilket han kunne svare ja til.
Efter et stykke tid blev vores lille ny så vejret og målt. Han vejede 3920 g og målte 54 cm, en fin stor og lang dreng.

Den stolte far, men den lille nye prins

Christian gav ham tøj på mens jeg fik strenge ordre på at spise lidt tykmælk, selvom jeg ingen appetit havde.
Da kl var lidt over 22 fik jeg så lov til at komme op på barselsgangen. Inden havde jeg igen fået en pille mod forhøjet blodtryk da det igen var blevet meget højt.
Jeg måtte ikke gå, så sad i en kørestol.
Jeg var alene på den stue hvor jeg kom op, dejligt. Fik af vide jeg skulle kalde når jeg skulle tisse, da jeg ikke måtte gå alene. Plus de ville komme og måle blodtryk i løbet af natten.
Ved midnat måtte Christian køre hjem uden os, da de ikke kunne sige hvor længe jeg skulle blive derude.
Natten gik fint, heldigvis, det var meget underligt at ha sådan en lille ny baby liggende ved siden af sig, men en viunderlig fødelse.
Mandagen gik fint, jeg fik det bedre, men de ville beholde mig til om tirsdagen.
Endelig endelig sagde de tirsdag at jeg måtte få lov til at komme hjem...
Så Christian og Marius kom ud for at skulle hente os tirsdag formiddag. jeg kunne næsten ikke vente til Marius skulle komme, jeg savnede ham helt vildt.
Da de endelig kom ind af døren løb tårene ned af mine kinder.. Åhhh min dejlige store dreng.
vi var meget spændt på hvad han ville sige til den lille nye baby.
Vi havde bestemt mandag at han skulle hedde Elias, for han skulle ha et navn inden Marius skulle se ham.. og Elias er bare et smukt navn og passe perfekt sammen med Marius.
Marius blev øjebliklig så glad for Elias... Han synes han var så sød og da vi gik ned til bilen skulle han hjælpe med at løfte liften. Sikke en lettelse...

Marius den MEGET stolte storebror... Vores to fantastiske dreng.

Det var den fødsel.. men der kommer meget mere, for der er jo sket en del siden Elias kom til verden..

Tina...

(beklager de mange stavefejl, men energien er ikke til at rette det hele igennem)