lørdag den 17. marts 2012

Kender i det???

Kender i ikke den følelse nogen mennesker bare giver en, at man intet er værd, og man ville ønske man kunne kravle i et lille bitte musehul når man er sammen med de mennesker ????

At man kan få helt ondt i maven af at tænke på man skal være sammen med dem????

At man næsten ville gøre alt for at finde på en undskyldning for ikke at deltage i en evt fødselsdag, fordi man ved de er der ???

Sådan har jeg det med 2 i vores familien.... ja familie.... så kan ikke undgå dem....
Så hvis man bare kunne det, var de helt klart også valgt fra for lang tid siden.... men for at holde "husfreden" i familien, siger jeg ingenting....

En af dem kan komme med de mest modbydlige kommentar, nogen som virkelig rammer en, så det skærer i ens hjerte, og det kommer så et chok for mig hver gang, så bliver helt mundlam, og siger intet... Bagefter når vi så er kommet hjem, kan jeg bande af mig selv, for ikke at have åbnet munden, og givet igen....

Hvad skal man gøre ved det????

Jeg opgiver snart... og synes det er svært at holde til psykisk......

Gode råd modtages med kyshånd...

Tina

6 kommentarer:

  1. uha.. ved ikke om man kan give gode råd om dette, for hvis du ikke kan sige fra, når du er der, er det jo alt for nemt for mig at sige at det er det som skal til..

    Men i bund og grund tror jeg at det er det som skal til. Sidder også at tænker på om ikke din mand kan hjælpe dig lidt med det... Hvis det er familie som overskrider dine grænser, ville jeg bede min mand om at støtte mig, og lytte efter, for at vurdere om disse bemærkninger virkelig er så sårende som de opleves af dig.. Er de det, skal han sige fra på dine og egne vegne..

    gir det mening? Det er under alle omstændigheder ikke ok, at andre mennesker er med til at give dig den følelse. Familie, kollegaer, studerende eller hvem de end måtte være.. hvis jeg kunne sende dig mod til at sige fra, er det hermed gjort...

    Lone

    SvarSlet
  2. Noget helt andet...
    som en nordjyde til en anden...
    har du set at jeg har arrangeret et blogtræf i Aalborg den 12. maj..

    du skal da med.. tjek min blog ud.. og sig ja...
    Lone

    SvarSlet
  3. Øv det er jeg ked af at høre søde !!

    Men eneste råd, og det virker (taler af erfaring her!!) SIG FRA ! Ikke sådan blidt, nej på den - nu-stopper-du-eddermame måden !!

    Håber det hjælper søde.

    Knus fra Mia

    SvarSlet
  4. Jeg ville tage en snak med dem det drejer sig om, måske er de ik klar over hvordan du opfatter deres kommentare og er de klar over det bør de få af vide at de skal tage og lukke arret!

    For din egen skyld er du nød til at få det ud af verden!

    SvarSlet
  5. Man kan ikke altid sige fra (man kan gøre sit bedste) Men især familie medlemme tror ofte de kan tillade sig meget mere end andre mennesker og derfor lidt "sværere" at sige fra over for...det bliver nemlig ikke altid hørt. Jeg har haft den oplevelse med min MOR, ja....MIN MOR og i dag er det 6 år siden jeg sidst har set hende og mine søskende. Jeg blæser på hvilken tumult, det skaber hos mine andre familie medlemmer - det det handler om, er at JEG er glad!!! Håber du finder en løsning som passer til DIG, men du kan kun selv finde svaret. Kærlig hilsen
    Betina

    SvarSlet
  6. Hej Tina

    Har først set dit indlæg nu desværre.
    Jeg har haft det sådan i mange år med min mands familie og det er pisse svært, når de bliver ved med deres død syge bemærkninger, eller bare ignorere en.
    De såre en og gør netop, at man ikke har lyst til at være sammen med dem.
    Jeg er flyttet fra min føde by og fra fem søskende samt min mor.
    Vi har tro mig også vores kampe, men det er blevet meget nemmere at sige fra over for dem efter vi fik den afstand.
    Problemet heroppe er bare, at jeg aldrig tror jeg falder til pga. min mands familie, som består af en forkælet lille søster og hans mor og far og hendes tre drenge.

    De er ikke vant til at hygge sig og være sammen til højtider og jeg har gjort alt for at vi skal hygge med vores børn, så når det er højtider savner jeg min familie helt vildt.

    De invitere aldrig mine to drenge på ferie, men har hans søster´s konstant, det sårer mig dybt.
    Har slet ikke det forhold til hans søster, som jeg kunne ønske, hun syntes f.eks det er pinligt at blive kaldt for faster.
    Imens jeg er stolt over at være både faster og moster...

    Men nu har vi boet her i 12 år og jeg er ved at være vant til at de aldrig bliver en del af os.
    Det er også kun søsteren og hendes mand, der for ros hvis de har lavet noget derhjemme, her gider de ikke engang at se det og det såre mig meget, at de ikke i det mindste kan rose deres dygtig søn og bror, for han er skide dygtig.

    Jeg tror bare du skal bide af dem for alvor og hvis ikke det hjælper, så lad vær med at brug din energi og kræfter på dem.
    Sig ligeud at du faktisk ikke gider dem, istedet for at komme med alle mulige undskyldninger, som du får det skidt med.

    Jeg ved du kan...
    Mange Knus Og Tanker fra Susi

    SvarSlet

Tak fordi du giver dig tid til at kommentere på mit indlæg, det sætter jeg stor pris på.
Husk at tilmelde dig email-servicen, hvis du vil have besked, når jeg eller andre også kommenterer på tråden.